FRELSENS HÆR|KRIGSRÅBET Det gør mig så glad at sprede juleglæde Når Ina Irene Nielsen hvert år er med til at dele juleposer ud hos Frelsens Hær, gør hun det for at forsøde julen for de mennesker, der bliver tildelt julehjælp. Men Ina har samtidig en helt speciel grund til, at hun gerne vil hjælpe andre. Af Lise Petersen - Der var travlt, derfor tilbød jeg min hjælp, og det endte med, at jeg hentede min søn, og så hjalp vi til derinde resten af dagen. Det var så hyggeligt, og det gør mig så glad indeni, når jeg kan hjælpe andre mennesker, at jeg har været med ved uddelingen siden. Hvert år i december på juleuddelingsdagen vågner Ina Irene Nielsen med en særlig spænding. - Fra tidlig morgen bliver jeg fyldt med positiv energi og tænker, at nu skal jeg ind og give den gas og sprede så meget juleglæde som muligt, siger 38-årige Ina, der som frivillig hjælper til, når de mennesker, der er tildelt julehjælp fra Frelsens Hær, henter deres gavekort og julepakke på Frederiksberg. Hun forklarer, at folk kommer i hold fra morgenstunden, og de bydes først på en lille højtid, hvor frivillige fra Frelsens Hær opfører et juleskuespil, og man synger nogle sange. Derefter uddeles der gavekort til julemad, og endelig kan modtagerne gå udenfor og få en pose med sponsorerede gaver. Og her er det, Ina står med varmt vintertøj på og en nissehue på hovedet. Sammen med andre frivillige uddeler hun gaveposerne - og ikke kun det: - Dagen igennem står jeg og råber "Glædelig jul" ud over det hele, siger Ina, der bor i Smørum sammen med sin 17-årige søn. Det begyndte som en tilfældighed, at Ina blev fast hjælper ved juleuddelingen. Hendes mor arbejder i Frelsens Hær, og i 2009 kom Ina for at aflevere noget til moderen på juleuddelingsdagen. Mobbet Men hvor det er et tilfælde, at Ina kom til at lægge sin frivillige arbejdskraft ved julehjælpen i Frelsens Hær, er det langtfra tilfældigt, at det fylder rigtig meget hos hende at hjælpe andre. - Det skyldes, at jeg engang selv havde brug for hjælp - og så var der ingen, der kunne gøre noget, siger Ina og bliver lidt stille. Hun forklarer, at hun er ordblind og i skoleårene både måtte slås med at få bogstaverne til at give mening og kæmpe med at håndtere en voldsom mobning, hun blev udsat for på skolen. Selv om hendes forældre og lærerne prøvede at få det stoppet, lykkedes det ikke at standse de elever, der hældte vand ned i hendes skoletaske eller rev den stil i stykker, hun møjsommeligt havde brugt fem timer på. - Jeg prøvede at sige til mig selv, at de børn måtte have større problemer, end jeg havde, når de havde brug for at gøre sådan mod mig. Men mobningen kostede mig rigtig mange tudeture, siger Ina. Hendes forældre var med i Frelsens Hær, og her var hun med til søndagsgudstjenester, musikundervisning og børnekor. - Der var piger på min egen alder, som jeg sås med der. Det var trygt, og jeg var - Jeg er en rigtig julepige. Jeg elsker at pynte op til jul, siger Ina. (Foto: Søren Jansby). SIDE 5 9
Download PDF fil