FRELSENS HÆR | KRIGSRÅBET Pavla var som forvaltningschef i en årrække Frelsens Hærs ansigt udadtil i Tjekkiet. På billedet øverst (th.) deltager hun sammen med den daværende territorialleder, kommandør Hans van Vliet i åbningen af Frelsens Hær i Slovakiet. På tv-billedet under peger hun på et stigende fattigdomsproblem. atmosfære, der prægede arbejdet, og som jeg også selv blev mødt af, tiltalte mig. Hjemme i landsbyen, en halvtimes kørsel fra Ostrava, skilte familien sig noget ud. Dels fordi de var kristne, og dels fordi faren havde et åbenlyst alkoholproblem. Begge dele gjorde, at Pavla følte sig sat i bås i lokal- samfundet, ligesom hun trods topkarakterer i skolen oplevede at få afvist sit ønske om at læse til sygeplejerske som sin mor. - Vi var jo ikke medlemmer af partiet, hvilket fik den følge, at mit drømmestudie blev afvist med begrundelsen, at jeg som kristen 'kunne have dårlig indflydelse på mine omgivelser'. Alternativet blev en grund- uddannelse i landbrug, der interessant nok siden har vist sig nyttig i mit nuværende job med udviklingsprojekter, siger hun. Anerkendt og inkluderet Mens hun de følgende par år tilegnede sig basal viden om jordbrug og planteavl, pendlede hun sideløbende i pendulfart til Ostrava, hvor hun var frivillig på hjemløse- herberget og i de kirkelige aktivteter. Fra at have følt sig som en outsider og sat i bås som datter af en alkoholiker, oplevede hun sig her både anerkendt og inkluderet. - Jeg blev mødt med et budskab om at være elsket for den, jeg var, hvilket var en helt ny oplevelse. Det føltes som en genstart, hvor jeg nærmest fik en ny identitet, forklarer hun og tilføjer, at der med morens job også fulgte en lille tjenestebolig, som blev et op- portunt alternativ for dem begge i forhold til alkoholmiljøet på hjemmefronten. Med tiden blev forholdet til faren dog bedre, idet hun via sit arbejde med hjemløse fik en forståelse for, at der bag et alkohol- problem ofte gemmer sig andre problemer. Farens indre sår blev således dulmet med høje promiller, hvilket forklarer, men ikke forsvarer hans svigt. I dag er hun glad for, at de fik talt ud, før hans død for 24 år siden. Vi må altid række ud til samfundet, hvor der er behov. Hyperaktiv frelserpige med fart på Allerede året efter Frelsens Hærs entré i Ostrava, den 10. oktober 1993, blev Pavla indrulleret som soldat. Den første i byen. Og et første skridt, der året efter blev fulgt af en ansættelse som børne- og ungdoms- arbejder i korpset samt tolk, idet Frelsens Hær i Tjekkiet er knyttet til Holland, og der ofte kom besøgende fra udlandet. - Faktisk var jeg ikke så god til engelsk i starten, men jeg var for stolt til at vise det. Derfor blev jeg bedt om at være tolk, ler hun sammen med en bemærkning om, at man heldigvis lærer hurtigere som 17-årig end nu, hvor alderen er 47 år og sproget er dansk. Da studieforløbet var overstået, tog hendes fremtid som hyperaktiv frelserpige for alvor fart. Med seriøse overvejelser om at blive frelsesofficer satte hun i 1995 kursen mod London, hvor hun i knapt to år arbejdede på institutioner i socialtjenesten og fik et bredere og mere internationalt perspektiv på Frelsens Hær. Opholdet førte hende imidlertid ikke ind på officersskolen, men tilbage til Tjekkiet og til en bevidsthed om, at der findes andre måder at tjene Gud på i Frelsens Hær. En konklusion, hun set i bakspejlet stadig er overbevist om, var den rette for hende. - Tingene gik nok lidt for stærkt, og som blot 19-årig kan det være svært at vurdere, i hvor høj grad man følger sin egen indre overbevisning eller mere forsøger at opfylde andres positive forventning, lyder hendes retrospektive ræsonnement - som da også mødte fuld forståelse. Studier om aftenen - souschef om dagen Efter hjemkomsten satte hun derfor farten lidt ned. Flyttekasserne blev ikke pakket ud i Ostrava, men i hovedstaden Prag, hvor hun 'mellemlandede' i et job som receptionist på en lægeklinik, mens en uddannelse og fremtid som psykolog så småt tog form i karriereplanlægningen. Studiet blev da også fuldført - og med afsæt i sin egen opvækst, hvor farens druk- problemer og hendes eget tidlige ansvar havde givet hende tilnavnet 'den lille voksne' - dimitterede hun fem år senere som psyko- log med speciale i børnepsykologi. Frem for en fremtidig med klienter og terapi, var kursen imidlertid allerede side- løbende med studiet blevet lagt om. Mens SIDE 6
Download PDF fil